|
|
Aktiviteter for seniorer 2011 RITA (Rigtigt Intensive TennisAktiviteter) RITA er klubbens meget populære kom-og-spil arrangement for medlemmer med et vist kendskab til tennisspillet. Er du i tvivl om dit niveau så kontakt en af begyndertrænerne John Berentzen, Bent Kristensen eller Peter Munk, eller prøv at vurdere dig selv ved at se på siden 'Vurdering af eget niveau i tennis'.
Med RITA kan vi en gang om ugen hygge os sammen og måle evnerne mod andre medlemmer (der spilles primært double - så det størst mulige antal spillere er på banerne hele tiden). RITA afvikles hver mandag kl. 18.00 - 20.00 uden pause i hele sæsonen på banerne 1, 2, 3, 4 og 5. Der er således også RITA i sommerferien. Tilmelding er IKKE nødvendig. Man møder bare op. Start: mandag d. 2/5-2011. Willy Pedersen er holdkaptajn for RITA, og han sørger for at vi bliver godt og grundigt blandet hver gang. Ca. en gang om måneden arrangerer han fællesspisning i forbindelse med RITA.
Se regler for 'Alle-mod-alle-turnering og 'Udfordring'.
Fredags-RITA Som et nyt tiltag vil vi fredag d. 27/5 arrangere fredags-RITA. Her spiller vi tennis fra kl. 18 – 20 på samme måde som om mandagen, men efter spillet vil der være fællesspisning med grillpølser og forskellige slags øl. Tilmelding via tilmeldingsseddel opsat i klubhuset, når tiden nærmer sig. Vi håber meget, at der vil være mange, der har lyst til at deltage i denne nye aktivitet.
Veteran-afdelingen Ja, sådan en har vi også nu …. Under ledelse af Willy Pedersen og Gisle Ag starter vi i denne sæson med et tennistilbud til klubbens ældre medlemmer og til andre 60+'ere i Gladsaxe kommune.
Tidspunkt: mandage kl. 10 - 12, i ugerne 18 - 26 og 32 - 36 Sted: GTK's baner, Gladsaxe Sportscenter, Gladsaxevej 200, 2860 Søborg Pris: Gratis for klubmedlemmer.
For ikke-medlemmer er der tilbud om gratis prøvedeltagelse de første 3 gange. Derefter kræves det medlemskab i klubben (675 kr. + indmeldingsgebyr 100 kr.) med fuld adgang til alle klubbens øvrige tilbud. Alternativt kan man nøjes med et formiddagsmedlemskab (350 kr. + indmeldingsgebyr 100 kr.) med ret til at benytte banerne på hverdage i tidsrummet 7 - 14.
Der er ingen krav til tennisfærdigheder. Spillet organiseres således, at øvede spillere spiller sammen. Nybegyndere vil modtage instruktion. Det vil også være muligt at låne en tennisketsjer de 3 "prøvegange". Deltagelse kræver ikke forhåndstilmelding, kun fremmøde mandage kl. 10.
Alfreds morgenmadsturnering søndag d. 19/6 kl. 9 – 12 En uformel sammenkomst, som starter med et lækkert morgenbord. Herefter spiller vi en doubleturnering, hvor seniorudvalget sammensætter holdene således, at alle har vinderchance og under alle omstændigheder er sikret en hyggelig søndag formiddag. Tilmelding via opslag i klubhuset.
Klubfest Lørdag d. 24. september afholder vi klubfest for klubbens medlemmer. Programmet ser foreløbig således ud. a) Et antal finalekampe i klubmesterskaberne for seniorer. b) Kl. 14 – 17 vil der være tennis for alle med diverse påfund. c) Resten af aftenen vil der være fest. Vi har endnu ikke reserveret festlokaler, men reserver allerede dagen nu. |